Privatlivspolitik
Tavlen — fælles indkøbs- og huskelister.
Hvem er dataansvarlig
MrSolutions, CVR 46505751 (enkeltmandsvirksomhed, Danmark), er dataansvarlig for de oplysninger Tavlen behandler.
Kontakt om privatliv, indsigt og sletning: mr@mrsolutions.dk. Vi svarer inden for en måned, som er fristen i databeskyttelsesforordningen.
Hvad vi behandler
Tavlen er en liste-app. Alt hvad den gemmer, gemmer den fordi appen ellers ikke kan virke — der er ingen analyse, ingen annoncer, ingen profilering og intet salg eller videregivelse af oplysninger til andre formål.
| Oplysning | Hvor den kommer fra |
|---|---|
| E-mailadresse og visningsnavn | Din Google-konto, når du logger ind |
| Husstandens navn og invitationskode | Dig, når du opretter eller tilslutter dig en husstand |
| Listers navne, og linjernes navn, mængde, butik og rækkefølge | Dig og de andre i husstanden |
| Hvem der tilføjede og hvem der klarede hver linje | Udledt af hvem der handler i appen |
| Beskeder du sender, og hvem der sendte dem | Dig |
| En notifikationsadresse for hver enhed du slår notifikationer til på | Din browser eller Google, når du giver lov |
| Tidspunkter for oprettelse og ændring | Sættes automatisk |
| Fejlrapporter: fejlbeskeden, dens tekniske spor, hvilken skærm du var på, appens version, og din browsers oplysninger om styresystem og browserudgave. Din e-mail følger med, hvis du var logget ind. | Sendes automatisk, når appen støder på en fejl |
Fejlrapporterne indeholder ikke indholdet af dine lister. Der står hvilken skærm du var på — ikke hvad der stod på den, og ikke adressen, som kunne bære en invitationskode. De bruges udelukkende til at rette fejl, og de kan ikke læses af andre brugere.
Vi behandler ikke din placering, dine kontakter, dit kamera, dine filer eller andre apper på din enhed. Appen beder ikke om de tilladelser.
Hvorfor vi må
- For at levere appen — artikel 6, stk. 1, litra b: uden at gemme dine lister findes der ingen liste at vise. Det gælder e-mail, visningsnavn, husstand og alt indhold.
- Dit samtykke — artikel 6, stk. 1, litra a: notifikationer. Du giver det ved at slå dem til, og du trækker det tilbage ved at slå dem fra igen. Alt andet i appen virker uden.
Hvem oplysningerne deles med
Vi bruger følgende underdatabehandlere. De behandler kun oplysninger for at få appen til at virke, og efter vores instruks.
| Modtager | Hvad de gør |
|---|---|
| Supabase | Database og login. Al din e-mail, husstand og listeindhold ligger her, i regionen eu-central-1 (Frankfurt, Tyskland) — altså inden for EU. |
| Google (Sign-In) | Bekræfter at du er den du siger, og oplyser os din e-mail og dit navn. |
| Google (Firebase Cloud Messaging og Web Push) | Leverer notifikationer til din enhed. Afsenderens navn, listens navn og din beskedtekst passerer gennem Googles servere for at kunne vises på modtagerens skærm. |
| Vercel | Hoster websitet og det endepunkt der udsender notifikationer. |
| Google Fonts | Skrifttyperne hentes fra Googles servere, hvilket betyder at din IP-adresse er synlig for Google når appen åbnes. |
Databasen ligger i EU. Dine lister, din e-mail og dit navn forlader ikke Europa.
Google og Vercel er amerikanske virksomheder, så notifikationer, login og hosting kan indebære overførsel til USA. Det sker på grundlag af EU-Kommissionens afgørelse om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet (EU-US Data Privacy Framework) og standardkontraktsbestemmelser.
Hvad der ligger på din egen enhed
For at appen kan bruges uden internet gemmer den en kopi lokalt. Den forlader ikke enheden og forsvinder når du afinstallerer appen eller rydder webstedsdata:
- en kopi af husstandens lister, linjer, butikker og beskeder
- ændringer der endnu ikke er gemt på serveren
- hvilke nye linjer og beskeder du har set, så de kan holde op med at være markeret
- din loginsession
Hvor længe vi gemmer
Indhold gemmes indtil det slettes. At arkivere en linje eller en liste skjuler den, men sletter den ikke — det er med vilje, så man kan finde den igen. Ryd arkivet i appen sletter arkiveret indhold permanent.
En notifikationsadresse slettes automatisk, når din browser eller Google oplyser at den ikke længere gælder — for eksempel når du afinstallerer appen.
Fejlrapporter slettes efter 90 dage. En fejl der er tre måneder gammel er rettet eller ikke længere relevant, og en fejllog uden udløb bliver et problem i sig selv.
Dine rettigheder
- Indsigt i hvad vi har om dig
- Rettelse af noget forkert
- Sletning af dine oplysninger
- Dataportabilitet — en kopi i et maskinlæsbart format
- Indsigelse og begrænsning af behandlingen
- Tilbagetrækning af samtykke til notifikationer, når som helst
Sådan får du slettet
Du kan slette din konto i appen: menuen → Din konto → Slet min konto. Det fjerner dit login, din e-mail, dit visningsnavn, dit medlemskab og dine notifikationsadresser med det samme, og kan ikke fortrydes. Du kan også skrive til adressen ovenfor, hvis du foretrækker det.
Du kan selv forlade en husstand i appens menu. Så fjernes dit medlemskab og dine notifikationsadresser, men husstandens lister bliver, fordi de også tilhører de andre. Er du den sidste i husstanden, slettes husstanden og alt dens indhold.
Bemærk at linjer du har tilføjet bærer din e-mail som ophavsmand. Sletter vi din konto, fjernes den oplysning fra linjerne, men linjerne selv bliver hvis andre stadig bruger listen.
Hvad der slettes med det samme: dit login, din e-mailadresse, dit visningsnavn, dit medlemskab af husstanden og dine notifikationsadresser. Hvad der bliver: listernes navne og linjer, så længe andre i husstanden bruger dem — er du den sidste, slettes husstanden og alt dens indhold. Fejlrapporter slettes automatisk efter 90 dage.
Du behøver ikke slette hele kontoen for at slette data. Du kan slette enkelte linjer og lister, fjerne arkiveret indhold permanent med Ryd arkivet, forlade en husstand, og slå notifikationer fra — hvilket sletter den enheds notifikationsadresse.
Sikkerhed
Adgangen til data håndhæves i databasen, ikke kun i appen: hver tabel har en regel der kun tillader medlemmer af den pågældende husstand at læse og skrive dens rækker. Det betyder at en anden husstands lister ikke kan nås, heller ikke ved at omgå appen.
Al trafik er krypteret. Vi ser ikke din Google-adgangskode — den indtastes hos Google, ikke hos os.
Børn
Tavlen er ikke rettet mod børn, og vi indsamler ikke bevidst oplysninger om børn under 13 år.
Ændringer
Ændres denne politik, opdaterer vi datoen øverst. Er ændringen væsentlig, oplyser vi det i appen.
Klage
Du kan klage til Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby.